Leif Hasle

Leif Hasle blev født i Aarhus i 1933. Han var søn af det konservative folketingsmedlem Henning Hasle, og på grund af den tyske besættelse flyttede familien til København i 1940, hvor Hasle tilbragte det meste af sit liv. Efter gymnasietiden på Østre Borgerdyds gymnasium studerede Hasle på Københavns Universitet og Universitetet i Wien, og i en årrække underviste han på to københavnske gymnasier, hvor han var en vellidt lærer.

Leif Hasle nærede en dyb og livslang kærlighed til litteratur. Efter sin debut som digter i Hvedekorn i 1954, debuterede han i 2000 med romanen Rejsen mod strømmen, hvorefter en suite af impressionistisk farvede romaner og noveller, ofte med selvbiografisk stof, udkom på forlaget Multivers. Hans sidste roman, Opstandelse (2013), var en raffineret genskrivning af Thomas Manns Døden i Venedig sat ind i en københavnsk 1980’er kontekst.

Hasles kærlighed til litteratur viste sig også ved, at han var medstifter af Proustselskabet i Danmark. Han blev i 2016 udnævnt til æresmedlem og havde undervejs bl.a. redigeret flere af selskabets bulletiner gennem årene, ligesom han aktivt deltog i dele af redigeringsarbejdet af den store oversættelse af Proust på forlaget Multivers, blandt andet i et nært samarbejde med hovedoversætteren Else Henneberg Pedersen.

Leif Hasle var også stærkt interesseret i historie og kulturhistorie, og i 60’erne blev han involveret i en indædt kamp mod den brutale københavnske byfornyelse (skildret i den satiriske roman Lad os bygge en by, 2002). Han var en afgørende grund til at smukke karreer i Københavns indre by bevaredes, og Hasle ejede selv i et halvt århundrede et byhus i Landemærket, som han udover at istandsætte med stor nænsomhed, også indrettede som en unik samling, der dokumenterede Guldalderens kunst, kunsthåndværk og litteratur.

Leif Hasle var konservativ i ordets klassiske forstand; dannet, eftertænksom, engageret i samfundet. Men bag hans fascination af mennesker, kultur og kunst lå en dyb interesse for og kundskab om naturen. Leif Hasle var dybt fascineret af naturens lange, ikke-menneskelige tid i geologien, men også dybt optaget af tidens mere direkte blomstren og visnen hen i planter, såvel som i mennesker. Det intrikate forhold mellem naturens tid og den menneskelige tid var muligvis Leif Hasles største interesse, som han vendte tilbage til i samtaler, i sin undervisning, i sine samlinger og i det meste af sit forfatterskab.

---

---